Denne hjemmeside bruger cookies, til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at bruge dette website, gives der samtykke til alle cookies i forbindelse med vores cookie politik.   
Accepter

Hæmorider

Værd at vide om hæmorider…

 

Hvad er det?

Hæmorider er udposninger på endetarmens slimhinde omkring endetarmens åbning. Der er tale om en særdeles hyppig lidelse, som påvirker over halvdelen af danskere over 50 år. Lidelsen kan give kløe, smerter og problemer med at blive helt ren efter toiletbesøg. Der kan også forekomme frisk blødning på toiletpapiret, når man tørrer sig. De mindste er blot udposninger på tarmen og kan ikke ses udenfor endetarmsåbningen, mens større udposninger enten vil forsvinde af sig selv eller kunne trykkes på plads efter endt afføring. De største udposninger vil de ikke længere kunne trykkes på plads.

 

Hvordan får jeg det?

Det er især graviditet og fødsel samt uhensigtsmæssige toiletvaner (f.eks. ved forstoppelse og langvarige toiletbesøg), der kan give disse udposninger, som dog også forekommer uden at der kan identificeres en udløsende årsag. Forskydningerne af slimhinden sker nemmere, jo ældre man er pga. nedbrydning af bindevæv med alderen. Små udposninger kan man behandle med laksantia (afføringsmiddel for at blødgøre afføringen) og lokal hormonbehandling med binyrebarkhormon i kortere perioder. Større udposninger kan behandles kirurgisk.

 

Hvilken læge bør jeg kontakte?

Man bør i ALLE tilfælde blive undersøgt af en læge for at stille diagnosen, idet andre lidelser kan give blødning, smerter og kløe ved endetarmen. Hvis man ønsker konsultation til, hvordan man kan håndtere kløe og smerter i den akutte fase kan man tage kontakt til sin egen læge eller vores online lægevagt. Man kan også få gode råd og vejledning fra vores specialist i mave-tarmlidelser, læge Nicolai Schultz.

 

Hæmorider

Hæmorider kan være stærkt generende.